Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer

Susan Beth Pfeffer er forfatter til en lang række børne- og ungdomsbøger, men jeg havde ikke hørt om hende eller hendes forfatterskab førend jeg så en anmeldelse af  Life as we knew it på Viviennes blog Serendipity, og vidste, at den måtte jeg bare læse, ungdomsbog eller ej. Bogen er også udkommet på dansk med titlen Mens vi endnu er her, og er der nogen, der kan fortælle mig hvilke børn/unge og/eller deres forældre, der har råd til at betale næsten 400 kr. for en bog?! Det er 100 kr. mere end den nyeste Jussi Adler-Olsen eller Elsebeth Egholm-krimi. Godt, der findes biblioteker.

Miranda er en ganske almindelig teenager på 16. Hun bor i en mindre by i Pennsylvania og har helt almindelige teenageproblemer: kommer hun nogensinde på en date, hvordan er det at kysse en dreng, hvorfor føler hun ikke at hun kender sine venner mere osv. Miranda har også en ganske sød og almindelig familie. Hun bor med sin mor og lillebror, far har en ny kone og bor lidt længere væk, men alle er på talefod, og storebror er flyttet på college. Meget almindeligt alt sammen, og alt er sådan set i sin skønneste orden. Sommeren er ved at være på vej, og både Miranda og lillebroren glæder sig til at komme på sommerferie hos faren og hans nye kone, og senere på basketball lejr. Alt dette fortæller Miranda om i sin dagbog, hvor hun skriver om alle disse små og store ting fra et såre almindeligt amerikansk teenageliv.

Vi kommer ind i Mirandas liv et par dage før noget stort er ved at ske. En asteroide har kurs mod månen, og hele verden er spændte. Alle tv-stationer kører astronom-interviews i båndsløjfer, og alle glæder sig til at se asteroiden ramme månen. Ingen har mistanke om andet end et spektakulært naturfænomen.

Derfor er det en kæmpe overraskelse, da asteroiden rammer månen så hårdt at den, månen, bliver skubbet ud af sin bane. Panikken bryder ud med det samme, og med månen hængende så tæt på jorden, går der ikke længe før de første rapporter om ødelæggende naturkatastrofer, bl.a. tsunamier og jordskælv over hele verden begynder at løbe ind. Det står meget hurtigt klart, at intet længere er som før.

Miranda og hendes familie gør hvad de kan for at overleve i denne nye verden, og selvom jeg godt kunne have brugt en smule mere "action" engang imellem, er jeg nødt til at sige, at jeg rigtig godt kunne lide Mirandas fornuftige (og nogle gange teenagehysteriske) dagbogsstemme, der på en meget autentisk vis fortæller om hendes og familiens op- og nedture. Det var meget spændende læsning, og jeg havde faktisk ret svært ved at glemme historien og slippe den.

Der er endnu ikke udkommet nogen opfølger på Mirandas historie, men Susan Beth Pfeffer har også skrevet the dead and the gone (ikke udkommet på dansk), som foregår på samme tid, men denne gang sættes scenen i storbyen i stedet for lillebyen i Amerika, og det er med en anden hovedperson.

Mens vi endnu er her er MEGET anbefalelsesværdig, særligt til aldersgruppen 12-15 år.

Læs også Den Elektriske Kanins fremragende anmeldelse af Mens vi endnu er her ved at klikke på linket.

The Hunger Games (Dødsspillet) 2: Catching Fire af Suzanne Collins

Hvis du ikke har læst den første bog, Dødsspillet (se omtale nedenfor), og påtænker at gøre det, bør du nok ikke læse videre her, da omtalen afslører hændelser fra den første bog i trilogien.
-----------------------------------------------------

Mange af de engelsktalende bogbloggere jeg er i kontakt med via min engelsksprogede blog, læser børne- og ungdomsbøger. Dog ikke fordi de selv nødvendigvis er specielt unge, snarere fordi ungdomsbøger opfattes som en genre på lige linje med alle mulige andre genrer, som "voksne" også læser. Mange læser dem selvfølgelig også fordi der ganske enkelt er et stort marked af spændende ungdomslitteratur at gå i gang med, og fordi mange af de problemstillinger, der tages op i ungdomslitteraturen er almengyldige, også for voksne. Og så er det jo lette at læse, ikke mindst. Som jeg har nævnt tidligere her, har jeg været en af den type voksne, der snøftede særdeles hånligt af venner og bekendte, der læste Harry Potter, hvilket jeg opfattede som rene børnebøger (i alle fald den første, som jeg selv har forsøgt at læse, men fandt for barnlig - jeg ved godt, at serien udvikler sig!).

 

Nu er jeg så selv blevet en af de voksne, der læser børnebøger - eller i hvert fald ungdomsbøger. Og det har jeg godt nok ikke gjort siden jeg selv var i målgruppen - for en del år siden! Og lad det være sagt med det samme: jeg har stort set kun haft gode læseoplevelser her i de sidste par måneder, hvor jeg har slugt den ene ungdomsbog efter den anden. Jeg skal dog villigt indrømme, at de kærlighedshistorier/forviklinger/ubeslutsomheder om man skal have sex eller ikke have sex/osv ikke er det, der bærer historierne for mit vedkommende. På ingen måde. Jeg finder det snarere en anelse kedsommeligt. Og derfor går jeg også udenom deciderede kærlighedsbøger. Så vil jeg trods alt hellere læse om kærlighed og hvad der deraf følger skrevet på et plan, hvor jeg kan identificere mig mere med det. Jeg har derfor ret nøje (og efter anbefalinger ikke mindst) læst bøger der enten var dystopiske og/eller post-apokalyptiske eller ovre i fantasy-genren. Nå, nok snak. Nu til den bog, denne omtale handler om:

 

Gennem utallige anbefalinger fra den engelsksprogede bogblogger-verden, blev jeg trukket ind i Hunger Games-universet, der indtil videre består af to bøger. Denne omtale er om bog 2 i det, der skal være en trilogi. Da jeg var ret vild med etteren, skyndte jeg mig at bestille toeren, Catching Fire, med det samme den blev tilgængelig her i Europa. Den første Hunger Games bog (udk. på dansk med titlen Dødsspillet) var en fantastisk oplevelse at læse, og Catching Fire er meget tæt på at være lige så fantastisk. Grunden til, at den ikke er helt oppe at ringe, er, at hele det overraskelsesmoment, der var i den første bog vedr. selve Dødsspillet selvfølgelig ikke er til stede i toeren. Nu ved vi ligesom godt, hvad det er, det hele handler om. Der er dog andre overraskelser i toeren, bare rolig.

Vi befinder os stadig i Panem, det, der engang var USA. Vi kender ikke grunden til at USA blev til Panem, men det er tydeligt, at der ligger et eller andet jorden-er-gået-under-scenarie bag. Vi får ikke noget at vide om det, men jeg håber, at der kommer lidt om netop det i den sidste bog.

Katniss og Peeta, der vandt den 74. udgave af Dødsspillet er velhavende nu, da det er en del af vinderens præmie. De bor i store huse, har masser af mad og livet burde være godt. Men sådan er det selvfølgelig ikke. De lever stadig i Distrikt 12, det fattigste og mest yderlige distrikt af de 12 distrikter som Panem består af. Panem er ikke et frit land, skal det lige indskydes. Det er et diktatur, styret af Præsident Snow. Katniss har ikke rigtigt fået talt med Peeta siden de kom hjem fra Dødsspillet, selvom det hedder sig, at de er forelskede i hinanden. Det var bl.a. denne "kærlighed", som gjorde, at de var i stand til at at vinde Dødsspillet i den første bog. Katniss bruger også en del tid på at spekulere over Gale, hendes bedste ven som hun plejede at jage med i skoven. Katniss er ked af, at deres forhold er blevet så anstrengt siden hun deltog i Dødsspillet. Men det tror da pokker. Det lå i luften fra de første sider af den første bog, at Gale var seriøst kærestepotentiale for Katniss. Da hun så sendes afsted til Dødsspillet med Peeta, og vender hjem som Peetas nye kæreste (selvom det var skuespil), er det klart, at Gale ikke ved, hvor han står. Det skal lige siges, at dette spor i historien ikke fylder voldsomt meget, og selvom man ikke er til "ung kærlighed", kan man sagtens læse bøgerne alligevel. På denne her måde har forfatteren sikret sig, at den store målgruppe af kærlighedshungrende teenagepiger gider at læse med på en historie, der på sin vis er temmelig voldsom, og måske mere appellerer til læsende teenagedrenge.

Dødsspillet bliver sendt på tv over hele Panem som et reality show, og da indbyggerene i alle distrikter pr. præsidentens dekret er tvangsindlagte til at se med,  bliver Katniss og Peeta store stjerner i alle distrikter. Da bog to tager sin begyndelse, er Katniss og Peeta ved at gøre sig klar til at drage ud på en jubel-tur gennem alle Panems distrikter, hvor de skal lade sig hylde og fejre. Ikke at de har meget lyst til det, for noget ulmer og bobler under overfladen.

Lige inden de skal afsted, aflægger Panems usympatiske og ækle præsident Katniss et besøg. Han bor ellers i The Capitol, Panems dekadente hovedstad og rigeste distrikt. Det, der ulmer og bobler under overfladen i hele Panem har nået præsident Snow og hans mænd, og man er bestemt ikke begejstrede. I The Capitol har man i mange år forsøgt at holde den ulmende frihedstrand under låg, men siden Katniss og Peeta vandt Dødsspillet, er det blevet hårdere og hårdere at holde låget på plads. Befolkningen er ved at gøre sig klar til oprør, og præsidenten vil gøre alt for, at det ikke sker.

Det er derfor med alvorlige trusler hængende over deres hoveder, at Katniss og Peeta begiver sig ud på deres sejrstur gennem Panem. De må under ingen omstændigheder opildne til noget der bare kan minde om selvstændig tankevirksomhed, de må ikke puste til frihedstrangens ild. Og mere vil jeg ikke sige om Catching Fire andet end LÆS DEN (men læs bog et først).

The Hunger Games (Dødsspillet) af Suzanne Collins

The Hunger Games er en ungdomsbog (trilogi, faktisk, selvom treeren endnu ikke er udkommet), der har gået sin sejrsgang på det engelsksprogede bogmarked. Den er lige udkommet på dansk under navnet Dødsspillet, hvilket er en særdeles passende titel. Jeg har ikke læst den danske, men kan se bare på omtalen, at personernes navne åbenbart også er oversatte og at de derfor hedder noget andet end i den engelske. Det må I bære over med.

De to teenagere Katniss og Peeta lever i en mørk, postapokalyptisk fremtid, hvor deres verden (USA, nu kaldet Panem) er blevet inddelt i 12 distrikter (oprindeligt 13). Distrikterne med de første numre i talrækken er de bedste, med The Capitol som det allerbedste, rigeste og mest glamourøse distrikt. The Capitol er også præsidentens distrikt. Det er her, man planlægger The Hunger Games (Dødsspillet)

Katniss og Peeta bor som sagt i 12. distrikt, det allerfattigste distrikt hvor det ikke er usædvanligt at se folk falde om af sult og dø. I en fjern fortid var distrikt 12 The Appalachian Mountains, og 1. distrikt ligger ved det, der dengang hed Rocky Mountains. Katniss bor i den allerfattigste del, og det er hende, der er familiens forsøger. Det har hun været siden hendes far døde i en mineulykke et par år tidligere. Hendes familie består ud over hende selv af moderen og lillesøsteren Prim. Hun skaffer mad - og lidt penge - ved at jage i skovene uden for distriktet, selvom dette er strengt forbudt.

Vi møder Katniss første gang på Høst-dagen. Høst-dagen er den dag, hvor to børn eller unge fra hvert distrikt bliver udvalgt til at deltage i Dødsspillet. Dødsspillets eneste regel er at slå alle de andre deltagere ihjel og undgå at blive slået ihjel selv. Dødsspillet sendes på tv som reality-tv over hele landet, og pr. ordre fra præsidenten er enhver beboer i Panem tvangsindlagt til at se det.

Da Katniss' lillesøster Prim udvælges som en af deltagerne i dette års Dødsspil, vælger Katniss at tage hendes plads i stedet. Den anden deltager fra 12. distrikt er bagerens stilfærdige søn Peeta. Peeta og Katniss rejser til 1. distrikt sammen med de 22 andre børn og unge fra de øvrige distrikter. Her forbereder de kampen, der snart skal til at foregå. Når først de er i arenaen, er det alles kamp mod alle: Dræb eller bliv dræbt. Arenaen er forskellig fra år til år - det kan være en ørken, en jungle, en skov, et bjergområde. Det er ikke noget deltagerne ved før de ankommer dertil.

Dødsspillet er en gysende god bog. Jeg har i mange år snøftet hånligt af voksne, der læste Harry Potter (har ikke selv læst dem), og havde aldrig troet, at jeg selv ville gide at røre en ungdomsbog. Men denne bog var virkelig, virkelig god, og ja, jeg blev oppe den halve nat for at læse den færdig. Jeg var bare nødt til at finde ud af hvordan Katniss og Peeta klarede sig i arenaen. Jeg var kold ind til benet efter endt læsning, og det er en meget mørk bog, der ikke levner ret meget håb tilbage vedr. menneskeheden. Men den havde trods alt glimt af oprør og venskab i sig også, og det gjorde, at man kunne holde ud at læse den.

Jeg læste en del apokalyptiske og postapokalyptiske børne- og ungdomsbøger da jeg selv var yngre, og med Dødsspillet er jeg kommet ind i sådan en fase igen. Har allerede læst The Hunger Games 2 plus et par andre med samme tema. Mere om dem senere.

Jeg ved ikke hvordan den danske oversættelse er, så min meget varme anbefaling gælder den engelske udgave. LÆS DEN.

Tyskerungen af Camilla Läckberg

Camilla Läckberg skriver dårligere og dårligere og udtænker værre og værre plots. Jeg syntes bestemt ikke om hendes forrige, Ulykkesfuglen, og denne her, Tyskerungen, er kun marginalt bedre. Ikke mere velskrevet, jeg kunne bare bedre lide plottet, selvom det var tyndt og kedeligt.

Som jeg også nævner i omtalen af Ulykkesfuglen, har jeg aldrig deltaget i råbekoret mod (svenske) kvindelige krimiforfattere. Tværtimod. Og som jeg har sagt de sidste par dage, bl.a. hos Nille, er jeg stort set altlæsende, det skal bare være underholdende. Så kan det være svensk femikrimi eller Dostojevski, I don't care. Og hvor er det dog ærgerligt med Camilla Läckberg, for de første bøger - særligt nr. 2 og 3 - om forfatteren Erika Falck og hendes mand, strisseren Patrik Hedström, var rigtig gode. Men hun er da virkelig faldet af på den. Dorte (DJs Krimiblog) har fortalt, at hun (altså Camilla Läckberg) har været igennem skilsmisse, depression og børnefødsler de sidste par år, og at det måske er forklaringen på, at hun ikke rigtigt har udviklet sig som forfatter. Under alle omstændigheder er Tyskerungen ikke værd at spilde ret meget tid på. Hvis du må og skal læse den, så lån den eller vent, til den kommer i paperback.

Erika har fundet en nazi-medalje blandt sin afdøde mors ting og sager. Hun bestemmer sig for at undersøge hvordan medaljen er havnet blandt moderens ting, og begynder med at finde ud af hvad det præcis er for en medalje. Hun opsøger derfor en specialist i Anden Verdenskrig og nazismen. Han når desværre aldrig at give Erika noget svar, da han i slutningen af sommeren findes myrdet i sit bibliotek. Patrik, der er på barsel fra politistationen i Tanumshede, og skal passe lille Maja mens mor Erika arbejder på en bog, bliver alligevel rodet ind i opklaringsarbejdet. Opklaringsarbejdet ramler selvfølgelig sammen med Erikas undersøgelser, og der bliver rodet godt op i fortiden. Erika finder nemlig også sin mors gamle dagbøger, og det viser sig, at en hel gruppe af mennesker, der stadig lever, var venner med Erikas mor, da de var unge.

I øvrigt er beskrivelserne af politiet i Tanumhede efterhånden så tåbelige, at det nærmer sig deciderede karikaturer. Særligt lederen Mellberg er så usandsynligt stupid, at han i den virkelige verden ville have været smidt på porten for længst.

Sideløbende med opklaringsarbejdet får vi som sagt også historien om en gruppe af teenagere, der var venner under Anden Verdenskrig. En af disse teenagere var Erikas mor. Hallo! Erikas mor er en 14-16 årig teenager i 1940'erne. Moderen har altså fået Erika, der er midt i 30'erne i bøgerne (som foregår i nutiden), samt lillesøsteren i en alder af 45-48 år gammel. Nuvel, det kan da sikkert sagtens lade sig gøre, men det forekommer alligevel lidt besynderligt. Moderens og vennernes historie er banal og kedelig, selvom den er vigtig for plottet. Meningen er at Erika skal lære noget om sin mor og grunden til at hun gennem hele Erikas og lillesøsterens liv var fjern og kølig.

Det bedste jeg kan sige om Tyskerungen er at den er let læst. Men den er desværre også kedelig. Anbefales ikke, og slet ikke hvis man ikke kender persongalleriet fra de tidliere bøger.

Kunsten at dø af Anna Grue

Kunsten at dø er den tredje bog i Anna Grues serie om den skaldede detektiv, reklamemanden Dan Sommerdahl. Den forrige i serien, Judaskysset (omtalt her), var spændende, men havde efter min mening en lidt for langt ude slutning.

Om denne er mere realistisk skal jeg ikke kunne sige, men den var i alle fald velskrevet (som stort set alle Grues bøger) og spændende, og jeg læste den på en dag. Den fangede fint med sine både sympatiske og usympatiske personer, og plottet er godt udtænkt.

Dan, der er blevet lidt af en B-liste kendis i Danmark, bliver inviteret til at deltage i et realityshow, Morderjagten, der skal optages på en ø uden for Christianssund, den provinsby, hvor Dan og hans familie bor. En af de andre deltagere er den kølige og kendte kunstner Kamille Schwerin, hvis mor blev slået ihjel året før. Kamille Schwerin er ikke bare kunstner, hun er også en af de store kanoner i dansk kunstliv som sådan, og sidder i flere bestyrelser og fonde. Hun er ikke umiddelbart særligt elskelig, men opnår dog en vis sympati, da hendes mor bliver dræbt - oven i købet i Kamilles eget hjem. Politiet får aldrig opklaret mordet, og da Kamille viser sig også at skulle deltage i Morderjagten, er det oplagt for den skaldede detektiv, at han søger at løse det mysterium også. Dan er ellers sat på øen netop som detektiv, der skal opklare de fiktive mord, som der bliver begået under Morderjagten.

Grue har fanget reality-tidsånden fint, og tegner nogle gode personer på en letlæselig og underholdende måde. En anelse to-dimensionalt, men det er også i orden, for handlingen flyver velskrevet afsted, og slutningen lægger op til en interessant 4'er i serien, som jeg glæder mig til at læse. Kunsten at dø anbefales alle krimielskere, og den passer perfekt til en blæsende efterårsdag indendørs eller til strandferien sydpå.

Stuk af Herman Bang

Det er for dårligt, at jeg ikke har fået skrevet noget her i månedsvis. Nu er det på tide at få ført a jour, og komme i gang med at blogge om bøger på dansk igen. Det er ikke fordi jeg ikke har læst, for det har jeg. En blanding af dovenskab, arbejde, generel travlhed off line, blogging på min engelske side og en masse andet, har gjort, at jeg bare ikke har haft overskuddet til hverken at skrive noget her eller besøge danske blogs. Igen..det er for dårligt.

Men nu til opsummeringen af de bøger, jeg har fået læst i de sidste par måneder.

Allerførst skal der lyde en varm tak til Eskapisten, der anbefalede mig at læse Herman Bang, Eskapistens yndlingsforfatter. Eskapisten læste Fiskerne af Hans Kirk, som er en af mine yndlingsforfattere, og jeg valgte, måske en anelse overmodigt, at læse Stuk. Andre, med forstand på litteratur, har sagt til mig, at man måske burde have begyndt med en af Bangs andre romaner. Nu har jeg læst Bang før (i gymnasiet), så jeg mente sagtens at kunne læse Stuk. Og det kunne jeg da også. Men der er ingen tvivl om, at jeg skal læse den igen. Det er jeg simpelthen nødt til.

Jeg følte mig forpustet, forædt, halvfordrukken og rødblussende som en tyk mand af at læse Stuk. Der foregår så meget, og det går så hurtigt, at førstegangslæseren (som jeg) skal holde tungen lige i munden - der er mange personer at holde styr på. I begyndelsen troede jeg, at jeg ikke havde læst ordentligt, og at jeg burde vide hvem de personer, der hele tiden blev introduceret var, men der dukker bare det ene store selskab af mennesker op efter det andet. Jeg følte ikke at Bang havde den helt store sympati med sine personer, og jeg syntes også selv, at nogle af dem var latterlige.

Stilmæssigt er Stuk en lidt fragmenteret oplevelse. Det fragmenterede er ellers et postmodernistisk træk, hvilket Bang nok er lidt for tidlig til at være. Jeg er klar over, at Stuk tidsmæssigt er udgivet under Det Moderne Gennembrud, men jeg ved ganske enkelt ikke nok om denne litterære periode til at jeg tør at gøre mig klog på den og dens stilarter. Billedet på den udgave, jeg læste, var impressionistisk i stilen, og en hurtig Google-søgning på Bang og Stuk viste da også, at Stuk netop er impressionisk i sin stil. Nu har jeg læst nogle kapitler af Ved Vejen, og den er helt klart langt lettere at læse, stilmæssigt.

For indrømmet. Stuk var svær. Jeg elskede beskrivelserne af København, hvor jeg også selv bor, og hvor gader og stræder og steder stadig har de samme navne. Og så har jeg fået blod på tanden, så den næste litterære klassiker af Bang, jeg vil læse er Ved Vejen, som jeg allerede er i gang med. Og så håber jeg, at jeg senere kan genlæse Stuk og få noget mere ud af den, end jeg nok har fået nu, hvor jeg på en eller anden måde koncentrerede mig for meget, i stedet for at prøve at "flyde med". Hvis det giver mening.

Vi er nødt til at tale om Kevin af Lionel Shriver

Vi er nødt til at tale om Kevin er en frastødende roman om familieliv i forstæderne anno 1990'erne.

Men Lionel Shriver har også skrevet en stærk bog, der handler om Eva, hendes mand Franklin og deres søn Kevin. Bogen består af en række af Evas breve, skrevet til Franklin, i årene efter deres søn har skudt og dræbt syv klassekammerater, en lærer og en cafeteriamedhjælper på sin pæne, private highschool i Middelklasse-Amerika. Jeg har ikke undersøgt det, men tænker, at Lionel Shriver har været inspireret af den famøse Columbine Highschool massakre, der i bogen foregår et par uger efter at hendes egen søn har udført sin massakre.

I brevene ser Eva tilbage på livet før de fik Kevin, hans barndom og pubertet, deres ægteskab, og familieliv.
Eva og Franklin var New York yuppier i midt-trediverne før de bestemte sig for at prøve at få et barn og blive en rigtig familie. Eva bliver gravid, de flytter fra TriBeCa til et kæmpe hus i forstæderne og opfostrer her deres søn Kevin. Kevin der bestemt ikke er som andre børn. I hvert fald ikke når man ser det gennem hans mors øjne. For det er hendes stemme vi hører i bogen, det er hende der fortæller, det er hende der vælger ud, hvad der skal siges og hvad der skal holdes hemmeligt, for at vi måske, måske ikke kan komme til at forstå, hvad der forleder en ung mand på 15 til at begå så afstumpet og afskyelig forbrydelse.

Eva kan tydeligvis ikke lide sin søn, og jeg gyste mig gennem en del af læsningen. Ikke så meget på grund af at Eva ingen moderfølelser havde, men på grund af Kevins opførsel - og sandelig også på grund af faderen Franklins naivitet. Han mener nemlig hele vejen igennem, at han er far til en sund og rask dreng, der stort set ikke kan gøre noget galt. Igen, det er KUN Evas stemme vi får lov at høre, Franklin kommer kun til orde i mindre dialoger, som Eva beskriver i sine breve. Så det Eva siger, er det der skete, det må vi anse som i hvert fald hendes sandhed om sin søn. Det hun fortæller om hans barndom og pubertet er det, vi tror på. Måske. Jeg ville gerne have hørt Franklins stemme også. Ikke kun fordi Eva tager hele skylden på sig, men fordi jeg godt kunne lide at vide, hvad han har at sige til sit forsvar. Så ja, jeg blev en smule træt af Evas stemme, selvom om hun påtog sig al skyld og selvom hun ikke lægger fingrene imellem.

Egentlig ved jeg godt, at forklaringen ligger implicit i alle de lange breve, men derfor er jeg alligevel sådan indrettet, at jeg gerne ville have haft en eller anden forklaring, Evas fx, på hvordan Kevin blev skole-morder.

Bogen er lang, over 450 sider, meget frastødende sine steder, og har mange gode emner, der burde tages op til diskussion. Men det ville betyde, at jeg ville komme til at afsløre for meget a plottet, der trods alt indeholder en del overraskelser. Anbefales - det var faktisk en ret god bog. Jeg læst den på engelsk, og kan derfor ikke udtale mig om den danske oversættelse.

Strange Affair af Peter Robinson

Strange Affair er nr. 15 i Inspector Banks-serien. Da vi sidst hørte fra Inspector Banks, Annie Cabbott og de andre politifolk i Eastvale, var det i kølvandet på dramatiske hændelser. Alle, mestendels Banks selv, slikker stadig sårene i denne bog. Banks er deprimeret, er blevet indadvendt (mere end normalt), og da bogen begynder, er han på ferie. Ikke udenlands, men hjemme. En aften modtager han en mystisk telefonopkald på sin svarer fra broderen Roy, som han ellers kun har meget sporadisk kontakt med. Det lykkes ikke Banks at få kontakt med Roy, da han senere forsøger at ringe, og både nysgerrig og noget mystificeret bestemmer Banks sig for at tage til London og opsøge broderen. Her viser det sig at Roy er som sunket i jorden, og efterhånden som Banks dykker dybere og dybere ned i Roys liv, finder han ud af ting om broderen, som han ikke kendte noget til, og han møder nogle af de mennesker, der var i daglig kontakt med Roy, hvilket også bliver en øjenåbner for Banks på mange måder.

I mellemtiden arbejder Annie Cabbott og resten af holdet i Eastvale på en sag om en kvinde, der findes skudt i en bil på en øde landevej. Sporene fører i alle mulige retninger, sagen går i hårdknude, og holdet forsøger at få fat på Banks, da de har hårdt brug for hans hjælp. Man frygter, at der er en seriemorder på spil. Men Banks har efterladt sin mobiltelefon hjemme, og er ikke til at få fat på.

Strange Affair var en hurtigt læst, spændende thriller, og selvom jeg nu vil tage en pause fra Peter Robinson og Inspector Banks, kan jeg sagtens anbefale denne. Man vil formentlig nok have mest glæde af den, hvis man er kendt med persongalleriet i forvejen, men som sådan kan det godt stå alene.

Playing with Fire af Peter Robinson

Peter Robinson er englænder, men bor i Canada. Han har indtil videre skrevet 18 bøger i sin Inspector Banks-serie, hvoraf de fleste vist er udkommet på dansk. Se den samlede liste (på engelsk) her og Robinsons egen side her. Da jeg ikke har læst dem alle og da jeg læser dem fuldstændig uden for rækkefølge, er jeg ikke 100% sikker, men det ser ud til at de fleste af bøgerne foregår i den fiktive by Eastvale i Yorkshire. Peter Robinson forklarer selv følgende om Eastvale:

"Eastvale is modelled on North Yorkshire towns such as Ripon and Richmond, with cobbled maket squares, rather than the kind with one main high street, like Northalleron or Thirsk. I had to make it much larger than those towns, of course, otherwise who would believe there could be that many murders?"

Playing with Fire er Inspector Banks bog # 14. Ved et tilfælde var den forrige jeg læste # 13, ligesom jeg også lige har lånt # 15 på bib.

Playing with Fire åbner med en voldsom brand. En brand, der næsten tilintetgør to slummede husbåde, beboede af slumstormere. Ulykkeligvis er to af disse slumstormere - maleren Thomas McMahon og junkien Tina - hjemme da branden bryder ud, og de dør begge. Inspector Banks, DI Annie Cabbott og resten af holdet af retsteknikere, retsmedicinere og politifolk finder hurtigt ud af at der er tale om en påsat brand - og mord.

Spørgsmålet er hvorfor den indadvendte 17-årige junkie Tina, der aldrig har gjort andre end sig selv fortræd, skulle dø. Måske ligger svaret hos hendes forældre? Og hvad var det helt præcis Thomas McMahon malede, og hvem er det egentlig han sælger sin kunst til? Er der en sammenhæng mellem de to dødsfald? Mens holdet arbejder i døgndrift for at løse gåderne, forsøger både Banks og Cabbott også at håndtere deres privatliv . Banks har fået en ny kæreste, men ømmer sig stadig ovenpå sin skilsmisse, og Cabbott er lige begyndt at gå ud med den lækre og sexede kunstekspert Phil Keane. Da der sker endnu et dødsfald på grund af en brand, finder Banks og Cabbott ud af, at der må være en eller anden sammenhæng med den kunstneriske verden, og Phil bliver hentet ind som ekspert. Plottet tager mange drejninger i dette Inspector Banks mysterium, og det var ok læsning. Jeg var meget glad for den forrige Inspector Banks, men denne her var noget lang tid om at komme i gang, og jeg synes egentlig ikke, at den rigtigt kom i gang før jeg var mere end halvvejs igennem. Så altså ikke den bedste i serien, jeg har læst indtil videre.