
Susan Hill er en engelsk forfatter, som vistnok har et imponerende forfatterskab bag sig med romantiske serier, børnebøger mv. Jeg kendte hende ikke før jeg tilfældigt fik fat på krimien "The Various Haunts of Men" fra 2005. Krimi er måske så meget sagt, for bogen og dens opfølger "The Pure in Heart" er også romaner om livet i en mindre, engelsk by, der dog er så tilstrækkelig stor at der begås forbrydelser som ikke umiddelbart lader sig opklare.I "The Various Haunts of Men" er det kvinder der forsvinder på mystisk vis, og i "The Pure In Heart" er det børn, eller rettere kidnapningen af et enkelt barn, som Simon Serrailer, byens politichef, skal undersøge. Simon Serrailer er, sammen med sin familie og et ikke ubetydeligt antal bipersoner, hovedpersonen i de to bøger. Historierne er meget velskrevne og jeg blev hurtigt fanget ind af bøgernes let melankolske, engelske stemninger. Jeg savnede dog nogle flere elementer fra "rigtige" kriminalromaner, og opklaringsarbejde er der ikke meget af i "The Pure In Heart", der snarere beskæftiger sig med hvordan familien, samfundet og politikorpset reagerer på en børne-bortførelse. Måske fordi denne bog lægger op til nummer tre i rækken, "The Risk of Darkness" som jeg dog ikke har fået læst endnu.
Personskildringerne er for det meste fine, ligesom skildringerne fra byen virker meget autentiske, særligt hvis man kender en lille smule til mindre, engelske byer. Bøgerne er ikke hyggelige, og de appellerer formentlig mest til kvinder med hang til voksen chick lit tilsat nogle grufulde forbrydelser. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse nummer tre i serien.



0 kommentarer:
Send en kommentar